Finsk Hyrdehund/lapsk vallhund er meget ny som race i Danmark. Det første kuld hvalpe blev født i 2000 og året efter blev der født yderligere 2 kuld. Allerede året efter racen var indført til Danmark, var bestanden således oppe på 22 stk.
I dag er der en dansk bestand på godt 90 hunde. Forhåbentlig får endnu flere øje på denne dejlige race, så bestanden kan vokse yderligere.
Finsk hyrdehund er en rolig hyrdehund fremavlet til at hyrde rener af Samerne på Nordkalotten. Den er en langdistanceløber og stresser ikke op som mange andre hyrdehunde. Den er lydig, lærenem, rolig, venlig, energisk, udholdende, arbejdsivrig og psykisk stærk. I dag bruges den til hyrdehund, lydighedstræning, agility, redningshund mv. Den er god som familiehund i en aktiv familie.
Finsk hyrdehund er en hund af middelstørrelse på 15-27 kg. Pelsfarven er oftest sort eller mørk brun med lyse aftegninger, men findes også i bl.a. rødbrun og vildtfarvet.