Lundehunden er en god familiehund og er meget glad for børn. Den er kvik, intelligent, lydhør, nysgerrig og følger med i alt. Den er selvstændig og har sin egen mening om hvad den vil og ikke vil. Racen knytter sig til alle i familien og vil helst vide hvor hele familien er. Lundehunden bryder sig ikke om at der bliver talt hårdt til den. Den kræver megen kærlighed og stor opmærksomhed. Får den det, får man også en meget kærlig og glad lille hund, som er utrolig hengiven overfor sine mennesker.
Norsk Lundehund er en meget gammel og sjælden hunderace. Det menes, at den overlevede den sidste istid på de yderste isfri øer i Lofoten. Den nuværende bestand stammer fra Værøy, den næst yderste ø i Lofoten. Lundehunden er en ublandet race og har mange specielle anatomiske særtræk, man ikke finder hos andre racer. Lundehunden var oprindelig en brugshund og de specielle anatomiske træk havde den god brug for, når den jagede søpapegøjen (=lunder) på Nordnorges stejle klipper. Den arbejdede villigt for sin herre, men for at overleve i fjeldene, var den nødt til at kunne tænke selvstændigt. Fangstsæsonen varede kun nogle få uger om året, så resten af tiden var den familie- og gårdhund.
Lundehunden har sit jagtinstinkt i behold. Den er lynhurtig, smidig og kan komme ind alle vegne. Den har godt af mental aktivering og elsker at gå ture. Den er glad for agility og søgearbejde, hvorimod lydighedstræning ikke ligger øverst på lundehundens hitliste, hvis det bliver for trivielt. Men træner man varieret og vejleder den venligt, kan man få indlært mange øvelser og få en lydig hund.
Lundehunden er en race med meget lille udbredelse. I Danmark er der omkring 80 lundehunde og på verdensplan er der omkring 1500-2000. Norsk Kennel Klub har erklæret racen som udrydningstruet, så det er et vigtigt bevaringsarbejde vi har som opdrættere.